Fællesskab er noget, vi vælger – hver dag

På Albertslund Lille Skole tror vi på, at det stærkeste fundament for læring er tryghed, nærvær og samhørighed. Her kender alle hinanden, og vi står sammen om at skabe en skole, hvor både børn, forældre og medarbejdere tager ansvar for hinanden – og for fællesskabet.

Nærvær & fællesskab

Alle kender hinanden – trygge relationer giver mod til at lære og vokse.

Det starter hos forældrene

Forældrene er ikke bare tilskuere – de er afgørende for de gode rammer

Når skole og hjem trækker i samme retning, får børnene en tydelig og tryg ramme for deres udvikling.

Som forældre forventes det, at man:

  • Bakker op om skolens værdier og pædagogiske praksis

  • Ser barnet som en del af fællesskabet

  • Deltager aktivt i og bidrager til klassens sociale trivsel.

  • Støtter op om skolens beslutninger og viser respekt for både ansatte og medforældre

  • Bidrager til skolen og fælleskabet gennem de årlige forældrearbejdstimer

Eleverne skal lære det

At være en god ven er også noget, man lærer

På Albertslund Lille Skole arbejder vi bevidst med, hvordan eleverne kan være gode kammerater og aktive deltagere i fællesskabet. Det handler om at øve sig i at lytte, vise respekt og tage ansvar – både for sig selv og for hinanden.

Når de ældre elever hjælper de yngre, eller når klasser samarbejder på tværs, lærer de at løfte i flok. De oplever, at fællesskabet bliver stærkere, når alle bidrager – og at man selv vokser, når man støtter andre.

Vi taler åbent om, hvordan man er en god ven, hvordan man løser konflikter, og hvordan man håndterer forskellighed. For os er det lige så vigtigt som at lære matematik og dansk – fordi fællesskab er noget, man lærer sammen.

Ledelsen skaber rammerne

Ledelsen sætter retningen for fællesskabet

På Albertslund Lille Skole er ledelsen ikke kun ansvarlig for drift og struktur – men for at skabe rammer, hvor fællesskabet kan blomstre.

Det handler om at sætte en tydelig retning, holde fast i skolens værdier og sikre, at alle – elever, forældre og medarbejdere – oplever tryghed, respekt og plads til forskellighed.

Sammen med medarbejderne arbejder vi aktivt med at gøre fællesskabet til en del af hverdagen. Det betyder, at vi hele tiden skaber balance mellem klare forventninger og frihed til, at både børn og voksne kan udvikle sig.

  • Vi sikrer, at skolens værdigrundlag bliver til handling i klasserne og på legepladsen.

  • Vi understøtter medarbejderne i at omsætte pædagogikken til nærvær i praksis.

  • Vi tager dialogen med forældre og elever, så samarbejdet bygger på tillid og åbenhed.

  • Vi arbejder for, at alle føler sig set, hørt og taget alvorligt i skolens fællesskab.

“Når vi står fast på værdierne og samtidig giver plads til forskellighed, bliver fællesskabet stærkest”

Thomas Holberg Wied,
Skoleleder

Traditioner der samler

Vores traditioner er hjertet i skolens fællesskab – de binder årgangene sammen og giver minder, der varer ved.

Byfest

Eleverne slår én gang om året dørene op til den årlige byfest. Det er kulminationen på emneugen "minisamfund", hvor virkeligheden flytter ind på skolen.

Julehygge for alle

Når kalenderåret nærmer sig sin afslutning, samles vi til julehygge med æbleskiver i skæret fra skolens juletræ. Der synges sange, og de mindste går luciaoptog.

Abejdsdage

5-6 gange om året løfter vi i flok og passer på vores skole. Forældre møder efter tur op og hjælper pedellen med alt fra maling til hækklipning.

Sommerfest

I maj/juni mødes vi alle og fejrer det forgangne år. Nogle laver mad, andre underholder – og alle nyder fællesskabet. Sommerfesten arrangeres af skolens forældre .

Vores fællesskabspolitik

Sammen arbejder vi aktivt for trivsel, tryghed og gensidig respekt. Det betyder, at vi er sammen om at passe på vores fællesskab og giver plads til forskellighed. Vores fællesskabspolitik leves i praksis – ikke kun på papir.

Nærvær & fællesskab

Alle kender hinanden – trygge relationer giver mod til at lære og vokse.